|
|
|
|
|
 |
Tre yndige piger i lilla kjoler

Dette billede tilhører Gudhjem Museum. Museet har fået det for nogle år siden af en dame i Nexø – fordi museet da udstillede den elegante kjole, som kvinden i midten, Christine på 17 år, har på. Den er syet af det fineste, tynde bomuldsstof, trykt med lilla blomsterranker på lilla bund. Jeg vover at påstå, at de to søstre, Marie og Karen Holm også har haft lilla kjoler på – så flot har det set ud. Men det gør det nu også på dette manganfarvede billede, fotograferet af Christian A. Møller i Sct. Mortens Gade i Rønne omkring 1894.
Chr. A. Møller var født i 1861, blev uddannet bygningskonstruktør, men slog sig på fotografiet og åbnede i 1888 sit atelier i den karakteristiske bygning på hjørnet af Stettestræde og Sct. Mortens Gade, lige overfor Bornholms Museum. Bygningen findes endnu – og han har garanteret selv tegnet den. Man kan stadig tydeligt se, hvor hans atelier har været, selvfølgelig med vinduerne vendende mod nord.
Chr. A. Møller var søn af missionær og vækkelsesprædikant Hans Christian Møller, som stiftede ”møllerianerne”, ”Luthersk Missionsforening til Evangeliets Fremme”.
Chr. A. Møller levede som alle andre fotografer af portrætfotografiet, men han havde også en ganske betydelig produktion af postkort fra o. 1905. Han blev tillige i vid udstrækning benyttet som fotograf af Bornholms Museum, bl.a. har Møller taget nogle tidlige og meget fine billeder af de bornholmske kirker.
Møller døde i 1928 og hans fotoatelier blev overtaget af kollegaen Charles L. Sundbøll, som dog året efter flyttede til Jylland. En søn H. Chr. Møller, var foto- og boghandler i Sct. Mortens Gade.
AVK Sidst opdateret d.9. januar 2012
|
|
|
|
|
|
|
|