Tre gratier

Tre gratier – hver alder sin charme – på vej rundt på Bornholm i Else Møllgaards lille bil og med hendes kamera. Else Møllgaard havde fået råd til at tage kørekort og anskaffe sig en bil sidst i 1960erne. Bornholms Museum fik for nogle år siden den pude forærende, som hun broderede til sin bil og hvorpå bilnummeret står: BB 43142. Samtidig begyndte Else Møllgaard at tage farvebilleder, flere af dem er dateret 1968 og med en lille serie bornholmerbilleder, som er bevaret i nogle smukke, varme farver, vil vi slutte gennemgangen af hendes gamle albums. Fire årtiers amatørbilleder eller snapshots, af en kvinde der kunne lide at fotografere. Selv om det har været billeder beregnet for det private album, især billeder af fødselsdage, ferier og familien der er samlet, har vi også fået et lille blik ind i de store verdensbegivenheder, der har tegnede de fire årtier på ondt og godt.
Når jeg låner betegnelsen ”Tre gratier” om kvinderne på dette billede, er det fordi jeg netop har opdaget, at man på Art Institute i Chicago har åbnet en udstilling som hedder ”Three-Graces” som også drejer sig om amatørbilledet, det hurtige snapshot. En samler fra New York, Peter J. Cohen, har samlet ca. 20.000 snapshots fra sidst i 1800tallet til o. 1970. Fra samlingen er der udvalgt ca. 500 billeder med motiver af tre kvinder til udstillingen i Chicago. I udstillingen diskuteres det, hvorledes billeder, som er blevet anonyme og fundet på loppemarkeder og andre steder, får en ny kulturhistorisk værdi og hvorledes det anonyme amatørbillede i en overordnet sammenhæng viser, hvordan mennesket gennem tiden har ønsket at præsentere sig selv foran et kamera.
Blot lige hvis nogen, der også har fotonørderiet som hobby, skulle komme forbi Chicago i den kommende tid
http://www.artic.edu/aic/collections/exhibitions/Three-GracesFra Else Møllgaards private albums, snapshots fra Bornholm 1930-1968.
AVK Sidst opdateret d.30. november 2011
|