På Hammeren og i Paradisbakkerne
To små amatørfotos, 4½ x 6½ cm, fra Aase Møllgaards ældste familiealbum. Der er flere størrelser billeder i de gamle albums. Billederne er blevet taget af forskellige mennesker med forskellige typer kameraer og da alle film blev kontaktkopieret i skala 1:1 finder man som regel generelt mange forskellige størrelser billeder i ældre fotoalbums, fra 4½ x 4½ til 10 x 15 cm som er postkortstørrelsen.
Til venstre er det "Indgang til Ruinerne" 16. juli 1931 og til højre "Fjældstauan" fotograferet dagen efter. Aase Møllgaard og hendes mor er med på begge billeder, faderen Hans ses til venstre i midten på grusvejen. Familien tog ofte en tur til Hammershus, i hvert fald tog de mange billeder, når de var på besøg på ”Nordens største borgruin”. Her kan man se, at de også har været en tur i Paradisbakkerne i Ibsker ikke langt fra Nexø. ”Damerne” med Aase til højre er blevet fotograferet på en klippeknold foran ”Fjældstauan” i Paradisbakkerne. Bygningen var opført i 1919 af daværende rektor for Gammel Hellerup Gymnasium, Hans Hartvig-Møller, og den blev indrettet som Bornholms og endda Danmarks første uofficielle vandrehjem. Fra 1930 blev den tilsluttet Herbergsringen. Hans Hartvig-Møller var en næsten kontroversiel pædagog, der fik stor indflydelse på datidens undervisningsformer. 1909 stiftede han den første danske spejdertrop og deltog 1910 i stiftelsen af Det danske spejderkorps. ”Fjældstauan” eksisterer stadig, men er i dag privat sommerbolig.
AVK Sidst opdateret d.6. december 2011
|