Til byrådsmøde, men hvor? Det må være Rønne
Vi er til møde på Bornholm. Og det må være et byrådsmøde, ikke et sognerådsmøde. Men hvor? Det burde ikke være så svært at finde ud af. Det er Frederik VIII (konge 1906-1912), der troner på væggen bag den person, som så må være borgmesteren. En lille herre med høje tindinger, briller, overskæg og et lille fipskæg. Er det mon ikke en ”ung” borgmester Niels Nielsen? Og hvis det er rigtigt, så er vi altså i Rønne.
I 1868 kom der en lov om købstadskommuner, hvori det blev bestemt, at disse skulle styres af et byråd med valgte medlemmer og en kongevalgt borgmester som formand, det var altid herredsfogeden. I Rønne hed den sidste kongevalgte borgmester Wøldike; men han frasagde sig sit borgmestererhverv på grund af sygdom i 1917 og da Socialdemokratiet havde erobret flertallet i byrådet, blev Niels Nielsen konstitueret som kongevalgt borgmester. Da loven ændredes i 1919 udnævntes han som folkevalgt borgmester og det hverv beholdt han til sin død i 1942. Han var agtet og afholdt, Borgmester Nielsens Vej i Rønne er opkaldt efter ham og han blev også æresborger i Rønne. Niels Nielsen var født i 1872 og skulle altså være 45 år, hvis dette fotografi er fra 1917, hans første år som ”borgmester”. Fotografiet kan også være lidt senere, 1919 fx. Da var Christian X konge, mon ikke hans portræt hang i byrådssalen?
Det bør ikke være så svært at sætte navne på personerne, mon ikke der er bevaret tilsvarende billeder i Rønne Kommunes arkiv?
Fotografen er desværre anonym. Men billedet er aftryk af en glasplade 12x17 cm monteret på præget karton. Billedet er korrigeret nederst til højre, bemærk at herren for bordenden synes at svæve på sin stol.
AVK Sidst opdateret d.30. november 2011
|