TRÆTJÆRE

- fremstilling og anvendelse

- på kulturhistoriske, fredede og bevaringsværdige bygninger

- i Danmark

Niels-Holger Larsen, 4.4.07

Resume - se uddybning nedenfor

Trætjære – definition og lidt historie

Trætjære, en lys brun til næsten sort tyktflydende væske, er udvundet ved en reduceret forbrænding af træ, fortrinsvis og bedst af harpiksholdigt fyrretræ.

Fremstilling af trætjære har tusindårige traditioner, hvor den er blevet fremstillet i miler i skovene, senere i ovne i en mere industrialiseret proces. Begge former for fremstilling praktiseres fortsat, ikke kun i de nordskandinaviske lande, hvor det har meget gamle traditioner, men også i flere andre lande udenfor Europa.

Trætjærens anvendelse til bygninger

Trætjæren var indtil midten af 1800tallet det eneste produkt, som blev brugt til udvendig overfladebehandling på ”grovere” træværk på bygninger, til skibe, til tovværk og fiskegarn. Kirketage af spån, klokketårne, møller med træbeklædninger, og husenes bindingsværk, gavle, porte og udhusdøre har typisk været tjæret.

Trætjærens egenskaber som overfladebehandling

Trætjære er ikke i nutidig forstand en træbeskyttelse, men må snarere betegnes som en overfladebehandling med bevarende egenskaber.

Trætjære trænger godt ind i træet, og trætjæren indeholder i sig selv en vis mængde træbeskyttende stoffer. Dette, kombineret med at trætjærens tunge olier giver en god fylde og højt tørstofindhold, gør den velegnet, især på ældre lidt ”udpint” træ. Trætjære er diffusionsåben og nedbrydes naturligt ved sol, vejr og vind, - trætjæren fortæller selv og i god tid, hvornår der er brug for en genbehandling.

Er der alternative produkter

Trætjæren blev i midten af 1800-tallet langsomt afløst eller suppleret med kultjære, et restprodukt fra gasfremstilling. Kultjæren var billig, og den tørrede hurtigere op, gav en ensartet sort overflade, der holdt sig blank i længere tid end trætjære, deraf det engelske navn ”Black Varnich”. Suppleret med den lettere kultjæreolie, ”Carbolineum”, havde man både en træbeskyttelse og en overfladebehandling, som for så vidt var effektiv. Den havde blot den skavank at den lugtede længe, var diffusionstæt, og frem for alt var den giftig. Derfor findes den ikke på markedet i dag.

Af de overfladebehandlinger der findes i dag, baseret på opløsningsmidler eller på vand, kan ingen erstatte trætjærens egenskaber, og for de kulturhistoriske bygninger vedkommende slet ikke ”erstatte” det autentiske udseende og form for bevaring af træværket, som kræves.

Kan man bruge det ene ovenpå det andet?

Der er mange eksempler på at nyere midler strøget ovenpå de gamle, traditionelle har mislykkes.

Mange tidligere trætjærede overflader er senere behandlet med kultjære. Hvis kultjæreskorpen skrabes af, så er trætjære det eneste nutidige produkt, som er egnet til en genbehandling, der langsomt vil nærme sig det autentiske billede.

Trætjære og arbejdsmiljø

Den trætjære der er i handelen i Danmark er MAL-kodet, men der er forskel på MAL-kodningerne, uvist af hvilken grund. Tjæren har en MAL-lkodning fra 00-5 til 3-5, dvs. at trætjæren især anses for skadelig ved indtagelse og berøring, samt ved optagelse gennem huden.

Trætjære er økologisk

Den traditionelle fremstilling i miler i skoven giver et udpræget økologisk produkt. Der bruges affaldstgræ, gerne gamle rødder og rodstykker, hvor det harpiksholdige kerneved er tilbage, gerne harpiksholdigt fyrretræ, som ikke er egnet til bygningstræ.

Der tændes blot ild uden tilført brændstof. Tjæren skal blot sorteres, ikke efterbehandles med energi.

Ved retorterbrænding er tjæren et restprodukt ved fremstilling af trækul, der i det væsentligste bruges som grillkul.

Trætjæren forgår ved naturlig nedbrydning og indgår i den almindelige livscyklus.

Disse hovedpunkter vil blive uddybet i det følgende:

Trætjære – definition, og lidt historie

Pyroleum pini, CAS-nr. 8011-48-1, fyrretræstjære

Synonymer: Finsktjære, Bruntjære, Daltjære, Stubtjære, Blanktjære, Stokholms tjære, m.fl.

Trætjære er en mere eller mindre tyktflydende lysbrun til sort væske.

Trætjære fremstilles, som navnet siger, af træ. Den mest almindelige træsort er og var fyrretræ, men tjære kan også fremstilles på andre træsorter som bøg, birk, ask og ene. Processerne som anvendes til fremstilling af trætjære af forskellige træsorter er stort set de samme.

Trætjære har flere anvendelsesområder: til overfladebehandling af bygninger og skibe, til medicinsk brug, til fødevareproduktion og til kosmetik, og det er i denne sammenhæng at der bruges trætjære af forskellige træsorter.

Til bygninger og skibe er det typisk tjære af fyrretræ, som har været og fortsat er foretrukket.

Trætjære fremstilles ved en pyrolyse, dvs. i en reduceret forbrænding, hvor træet ikke bliver fuldt forbrændt, men bliver til trækul. Under denne pyrolyse uddrives en lang række stoffer af træet, og der dannes ”nye” forbindelser, hvor trætjæren er en af dem. Andre stoffer er flygtige og fordamper, medens tjæren opsamles direkte i en flydende form. I nogle processer, milebrænding, er trætjære hovedproduktet, og trækullene restproduktet, i andre, ovnbrænding, er det omvendt; her er trækullene hovedproduktet, og de andre uddrevne stoffer er restprodukter. Både trækul og trætjære var tidligere meget vigtige produkter. Trækul hovedsagelig til smedning og trætjære til beskyttende behandling af træ, tovværk og garn.

Milebrænding af trætjære har lange traditioner, helt tilbage til oldtiden, og denne produktionsform praktiseres stadig, men siden midten af 1800-tallet har en ovnbrænding, også kaldet retorterbrænding, stigende været anvendt og siden omkring 1900 og i dag næsten enerådende produktionsform.

Ved en milebrænding sker en direkte reduceret forbrænding, dvs. dæmpet og ikke fuldt forbrændende, fra 200 til 400 grader, - i en græstørvsdækket ”bunke” af sorteret og sirligt stablet træ, foregående i skoven. Trætjæren ”bundfælder” ved ca.130 grader og opsamles i bunden af milen ( ”dalen”) i forskellige kvaliteter fra første aftapning til midterste og sidste aftapning. I milebrænding afdamper træets flygtige stoffer til atmosfæren, og trækullene bliver tilbage som et anvendeligt restprodukt.

I en ovn-eller retorterbrænding sker forkulningen af træet i et lukket kammer, som opvarmes af en omsluttende ild i et særskilt brændkammer. Her er der tale om egentlig pyrolyse, hvor der med varmen uddrives stoffer og gasser/væsker ved den kraftige varme, op til ca. 400 grader, tillige dannelse af nye stoffer. Alt dette kan opsamles ”løbende”, alt efter fordampningstemperatur og omdannelsesproces. Der er typisk tale om terpentin, sprit og eddikesyre. Tjæren samler sig flydende i bunden og aftappes herfra. Tjæren kan herefter atter varmehandles, hvor ent af restprodukterne er det faste stof beg, som i vid udstrækning er brugt til tætning af træskibenes samlinger. Beg blev også udvundet ved milebrænding.

Den bedste kvalitet trætjære regnes at være udvundet af fyrretræsstubbe, og andre dele som er tungest og fyldt med harpiks. Det er disse dele der er mest modstandsdygtige i fyrretræet.

I disse flere tusinder års brug af trætjære, hvor de beskyttende og tætnende egenskaber har været de væsentligste, så har man fundet andre egenskaber af mere antiseptisk karakter. Trætjære bruges f.eks. til hudsalver og andre medicinske og kosmetiske formål, til veterinær brug af f.eks. hesteklove, og i moderne levnedsmiddelfremstilling anvendes trætjære til ”røgvarer” - det sidstnævnte fordi røgning af fødevarer er i ”familie” med den pyrolytiske proces, hvor røgen er konserverende.

Trætjære har været produceret i alle egne over hele verden, hvor der gror træer, men i det nordeuropæiske område er det i sær de nordskandinaviske lande som har flere hundrede års produktion bag sig med omfattende eksport. I f.eks. USA kaldes trætjære ”Stockholm tar”.

I Danmark har der tidligere været produceret mindre mængder af trætjære. I de øvrige lande omkring Østersøen, især Pommern, har der tillige været en produktion af trætjære.

I dag er det især Finland, men i mindre grad også Sverige og Norge, som producerer den traditionelle og milebrændte trætjære. I forbindelse med fremstilling af trækul fremstilles der en ikke ringe mængde retorterbrændt trætjære. Endelig importeres der trætjære fra andre lande som Rusland og Kina. Det er ikke helt gennemskueligt hvorfra tjæren, som forhandles i Danmark, kommer.

Anvendelse af trætjære, på hvad og hvornår

Trætjærens anvendelse til bygninger

Siden middelalderen og frem til midten af 1800tallet var trætjære stort set det eneste produkt til overfladebehandling af udvendigt træværk på bygninger. Linoliemaling har også været anvendt, men fortrinsvis på døre og vinduer og af og til også på bindingsværk, især i købstæderne. Til det ”grovere” træværk, bræddegavle, porte, døre og lemme var trætjære almindelig. På særlige bygninger, som kirker, klokketårne og møller, som havde spåntage og spån- eller bræddebeklædninger, var trætjæren den gængse overfladebehandling.

Trætjæren har traditionelt også været blandet med terpentin, petroleum, linolie og desuden tonet med farvepigmenter.

Da kultjære, gasværkernes biprodukt, blev almindelig, dvs. fra midten af 1800-tallet og frem til 1960erne, blev trætjære brugt i aftagende omfang, først og fremmest på grund af prisen.

Det kan således ikke sættes en tidsmæssig skarpere grænse for anvendelsen af trætjæren. Den har været i handelen lige frem til i dag, men anvendelsen har været stærkt dalende siden i hvert fald anden verdenskrig. Mange har kendt trætjærens gode genskaber og fastholdt produktet, selvom kultjæren var blevet almindelig. Et andet kultjæreprodukt, tjæreolien Carbolineum, fik en sideløbende ”karriere” som egentlig træbeskyttelse på grund af det store indhold af kreosot, der er effektivt mod råd og svamp. Carbolineum har også været et anvendt i moderne træbeskyttelse og overfladebehandlinger, men er nu forbudt at bruge som følge af kultjæreprodukternes giftighed.

Trætjære indeholder også nogle af de samme træbeskyttende stoffer som findes i kultjære, men ikke i så stor mængde. I mange år blev trætjære og kultjære brugt uden egentlig bevidsthed om de to produkters forskel, men prisen var afgørende.

I Danmark fik trætjære sin ”renæssance” i 1980-90erne i en voksende erkendelse af moderne materialers uheldige egenskaber ved restaurering og vedligehold af ældre bygninger, både på frilandsmuseer og på fredede bygninger samt kirker. Med den stigende mængde vejledninger om vedligehold og restaurering, er trætjæren blevet mere populær. Der er i de sidste 10-15 år skabt et stigende marked og salg af trætjære i Danmark fra et stigende antal forhandlere.

Trætjære blandet med linolie og farvepigmenter er blevet en stigende populær overfladebehandling til både gamle og nye bygninger.

Trætjærens egenskaber som overfladebehandling

Man må nok i dag karakterisere trætjæren som en overfladebehandling, og ikke som en træbeskyttelse. En skelnen mellem disse to begreber er ikke altid klar, hverken hos lægfolk eller fagfolk.

En træbeskyttelse er et dybere indtrængende middel i træ, hvor der fra væsken deponeres effektive midler, biocider, som beskytter træet mod angreb af råd og svamp (fungicider), og mod insekter, (insekticider). Træbeskyttelsesmidler er klassificeret efter dokumenteret effekt.

Et overfladebehandlingsmiddel ”lægger sig ovenpå” træoverfladen som en ”hinde” (film), der beskytter mod vandindtrængen og solens UV-nedbrydning. I overfladebehandlingen kan der være iblandet midler mod råd og svamp, skimmel og UV-nedbrydning.

Både træbeskyttelse og overfladebehandling kan anvendes hver for sig og uafhængigt af hinanden, men det er normalt først at etablere en egentlig træbeskyttelse og derefter en overfladebehandling.

Det er her at trætjæren repræsenterer et både-og, et slags universalmiddel med både indtrængende, beskyttende og filmdannende egenskaber, og sådan har det været brugt og opfattet, gennem erfaring, i mindst et årtusinde.

Efter gældende begreber og klassifikationer kan trætjæren dog ikke betegnes som en træbeskyttelse, og nogle vil måske heller ikke betragte trætjæren som en hensigtsmæssig overfladebehandling til træ.

Som overfladebehandling har trætjære imidlertid nogle oplagte gode egenskaber.

- Trætjære trænger godt ind i træet

- Trætjære indeholder i sig selv en vis mængde træbeskyttende stoffer

- Trætjære har en god fylde og højt tørstofindhold

- Trætjære er diffusionsåben

- Trætjære nedbrydes naturligt ved sol, vejr og vind

Dette er alle gode egenskaber ved en overfladebehandling. Trætjæren har den egenskab, at den kan ”regenerere” en slidt træoverflade, hvor den har en udsøgt god indtrængning. Tjærens langsomme optørring bevirker, at tjærens olier arbejder sig ind i træstrukturen og fylder de hulrum ud, som sol og regnvand har skabt ved nedbrydning og udvaskning. Tjæren nedbrydes ganske vist relativt hurtigt på overfladen, men den deponering af tjærestof (højt tørstofindhold), som er sket ved de første påstrygninger holder sig længe intakte i træet, og lader sig nemt ”rekonstruere” ved nye påstrygninger.

Men der er også ulemper.

- Trætjære er tung at påstryge, - må evt. opvarmes eller fortyndes

- Trætjære lugter stærkt aromatisk af røg - begrænser anvendelsen

- Trætjære tørrer langsomt - kan smitte af i relativ lang tid

- Trætjære nedbrydes varieret - stærkest på solbeskinnede sider

- Trætjære kan ikke give klare, rene kulører

- Trætjære kan variere fra spand til spand, afhængig af ”brænding”

Sådanne ulemper er årsag til udvikling af moderne overfladebehandlinger, der har fortrængt trætjæren fra markedet. Dårlige erfaringer med flere moderne overfladebehandlinger har imidlertid genindført brug at trætjære indenfor de seneste 10-15 år, hvor brugen af trætjære har været stigende.

Er der alternative produkter?

Ja, selvfølgelig er der alternative produkter til trætjære, - men mange års eksperimenteren og erfaringer viser at der alligevel ikke findes et produkt, som kan erstatte trætjæren, hvor den har været brugt på vores bygningskulturelle arv, typisk til tage, træbeklædninger, porte, døre og bindingsværk.

Som nævnt var kultjære og Carbolineum i 100-150 år alternative produkter til både træbeskyttelse og overfladebehandling.

Man vidste dog allerede i midten af 1800-tallet, at kultjæren havde sine begrænsninger, og at den kunne være til større skade end gavn som en overfladebehandling. Det skrives f.eks. i den daværende svenske byggelitteratur.

Det er også almindelig kendt blandt fagfolk, at kultjære lægger sig som en tyk, tæt, sort skorpe udenpå træet, som langsomt rådner indefra af ”indestængt” fugt., og endda angribes af borebiller bag skallen.

Kultjæreprodukterne har nu været forbudt i en del år, af miljømæssige årsager, og kan alene af den grund udelukkes.

Bitumenprodukter, asfalt, har i nogen grad afløst eller suppleret kultjæren, men bitumenprodukterne har lignende ”skaldannelse” og fremtræder ensartet sort. Især til bindingsværk var bitumenprodukter måske et bedre alternativ til kultjære, - men ikke til trætjære.

De moderne terpentin- eller petroleumsbaserede produkter, eller vandbaserede produkter kan på ingen måde erstatte trætjæren, - af flere grunde.

- Ingen moderne produkter til overfladebehandling kan give den autentiske overfladekarakter, som trætjæren har, lidt uensartet, naturligt nedbrydelig og med en helt egen overfladestruktur.

- Ingen moderne overfladebehandlinger har tilsammen de gode egenskaber, som netop trætjæren har.

Brugerne ”lever med” de ulemper der er ved trætjære, for at opnå det autentiske billede sammen med en god bevaring af træværket under trætjæren.

Kan man bruge det ene ovenpå det andet?

Mange års erfaring viser at det både er uheldigt, og i nogle tilfælde helt uforeneligt, at stryge forskellige typer overfladebehandlinger ovenpå hinanden.

Det vil derfor være direkte destruktivt at behandle en trætjærebehandlet overflade med et moderne produkt. Det behøver man ikke foranstalte forsøg med, det er desværre til overflod bittert bevist i praksis.

Derimod har det vist sig, at netop trætjære har den egenskab, at det f.eks. kan anvendes ovenpå en tidligere kultjære og/eller asfaltbehandlet overflade, hvis den tykke skorpe først skrabes af. Trætjærens gode indtrængningsevne betyder at tjæren ”finder ind” til træet.

Trætjære er økologisk

Til betegnelsen ”miljøvenligt” ligger også begrebet økologisk.

Det er spørgsmål om energiforbrug ved fremstilling og bearbejdning, og i sidste ende også hvordan tjæret indgår i det naturlige kredsløb, og om det efterlader skadelige stoffer ved nedbrydning og bortskaffelse.

Den traditionelle fremstilling i miler i skoven giver et udpræget økologisk produkt. Der bruges affaldstræ, gerne gamle rødder og rodstykker, hvor det harpiksholdige kerneved er tilbage, gerne harpiksholdigt fyrretræ, som ikke er egnet til bygningstræ.

Der tændes blot ild uden tilført brændstof. Tjæren skal blot sorteres, ikke efterbehandles med energi. Og traditionelt har tjæren blevet brugt, hvor den blev fremstillet, dog har der tidligere i Finland og Sverige især, været tale om stor eksport.

Ved retorterbrænding er tjæren et restprodukt ved fremstilling af trækul, der i det væsentligste bruges som grillkul.

Trætjæren forgår ved naturlig nedbrydning og indgår i en almindelig livscyklus.

 Trætjære og arbejdsmiljø

Det har i mange år været velkendt, at trætjære kan have uheldige arbejdsmiljømæssige egenskaber.

Derfor er trætjæren også i Danmark klassificeret med MAL-koder fra 00-5 til 3-5, og man er således forpligtiget til at beskytte sig efter gældende forskrifter.

Det er imidlertid forvirrende, og uheldigt, at nogle produkter har en forskellig kodning, skiftende fra forhandler til forhandler, tilsyneladende af de samme produkter.

Miljøministeriets Miljøstyrelse har i 2006 ladet trætjæreprodukter på det danske marked undersøge – og det kan forventes at der vil komme mere præcise, og måske forskellige kodninger.

Der var i 2006 udsigt til at trætjæren ville blive forbudt i EU. Undesøgelser viste imidlertid at det ikke var nødvendigt.

Så fyrretræstjære kan forsat produceres, forhandles og bruges.